Logo

Længe ventet påsketur - del 1

Onsdag d.5/4-23. Klokken er endelig 17.30.  Butikken er lukket, og jeg vil skynde mig hjem til Tommi og hundene, så vi kan komme afsted på den længe ventede påsketur. Hele 5 dage har vi foran os, da jeg har valgt at holde butikken lukket påskelørdag

Vi har gjort det meste klar i Adriaen i går aftes:  Hældt 100 l vand på, 2 nye 10 kg letvægts gasflasker er installeret, køleskabet er fyldt med mad og drikkevarer, isterninger, ekstra rugbrød og der er smør i fryseren. Tøj, drone og cykler er pakket... og slikskabet er naturligvis fyldt til randen - det er jo påske. 

Vi mangler faktisk kun at finde ud af, hvor turen går hen. Mindre detalje😉

Skal det være Fur, Falster, Rügen, Bornholm eller Lüneburger Heide? Et svært valg da de alle har masser af spændende ting at byde på. 

Vi lader som altid vejrudsigten bestemme: Lüneburger Heide it is.  Et smukt naturområde i det nordlige Tyskland beliggende mellem Hamburg, Hannover og Bremen. Perfekt til vandring, cykling og kulturelle oplevelser - lige præcis alle de ting vi sætter så stor pris på, når vi er på tur med vores Adria Twin Supreme 640 SLB.

Vi sætter kursen sydpå. Humøret er højt og eventyrlysten stor.  Charlie og Kahlua har lagt sig til rette i deres kurv under bordet i dinetten, hvor de med en seleforlænger er spændt fast til sikkerhedsselerne i sofaen. For både deres og vores sikkerhed.  De elsker at være med på tur. Det betyder altid ekstra gåture og tæt samvær med os 24/7. 😊

Første stop bliver ved Einfelder See, hvor vi gør holdt for natten på en lille skovparkeringsplads. Da vi begge har været tidligt oppe, er vi godt brugte efter en lang og travl dag på job, og efter en hurtig søgning på P4N finder vi denne perle, hvor den fineste solopgang og udsigt over søen venter os den efterfølgende morgen.

Som altid er jeg først ude af sengen.  Hundene og jeg elsker de stille morgener, hvor det føles som om, at vi har hele verden for sig selv, når vi går vores morgentur. Og vi bliver ikke snydt for hverken smuk solopgang eller udsigt over søen. 

Da vi kommer tilbage til camperen, er Tommi stået op og er i gang med at redde sengene. Vandet til morgenkaffen bliver sat over, og de hele bønner bliver kværnet i vores lille manuelle rejsekværn fra Crushgrind. Den er simpelthen uundværlig og passer perfekt i en campervan, når man er til god, friskkværnet kaffe. 

Vi bruger stempelkande og mælkeskummer, så vi kan få café latte. Jeg er endnu ikke så voksen, at jeg har lært at drikke alm. kaffe. 😊 Morgenmaden består idag- udover kaffe- af friskt franskbrød med hjemmelavet jordbær/rabarber marmelade. Da vi er færdige med morgenmaden bliver der vasket op, og hundene får lige lov til at komme ud igen, inden vi fortsætter turen sydover mod dagens destination Wilseder Berg

Det står ret hurtigt klart, at vi ikke er de eneste på vejen denne skærtorsdag, og der er kraftig kø ved Hamborg ( Elbtunnel).  Vi beslutter os derfor for, at tage en "smutvej" ind gennem selve Hamborg midtby. Det er faktisk første gang vi gør det, så det var også med lidt nervøsitet i kroppen, når vi nu er 6.40m + cykler, for der er mange biler på kryds og tværs, vejarbejde, lyskryds, smalle gader og passager. Men Adriaen snor sig som altid, som en ål igennem alle forhindringer og udfordringer- ja vi mærker faktisk slet ikke, at vi næsten er 7 meter på denne tur. 

Med Hamborg bag os, er vi nu kun en god time fra NordTysklands højeste punkt - Wilseder Berg

Vi har fundet en Stell-platz i skoven ved Oberhaverbeck, hvorfra vi vil vandre op til toppen ( 169m over havets overflade) igennem det smukke, lyngfyldte hedelandskab som kendetegner Lüneburger Heide. Vi ankommer ved 11.30 tiden og får camperen parkeret i vatter ved hjælp af kiler som oftest er en god hjælp, når man parkerer i naturen. 

Vi bliver dog hurtigt enige om, at vi er lidt "brødflove", og derfor forberedes et flot påskefrokost bord med både sild, æg og snaps.

Med frokost og opvask veloverstået, begiver vi os nu ud i landskabet med rygsækken pakket med drikkevarer til 2- og 4 benede. 

Vi har ikke noget fancy outdoor tøj, udover gode åndbare, støttende og vandtætte vandresko. Solen står højt på himlen, det er en meget smuk og lun skærtorsdag på heden. Vi har valgt at følge en rute på 5 km til toppen af Wilseder berg. 

Vi kommer igennem både landsby, skov, hede og hvor de tidligere gravede tørv. Her er også mulighed for at prøve det- Tommi gør det og er meget glad for at han ikke havde det job. Hakken er tung, heden er varm og det skal transporteres langt. Vi kommer forbi flere " shelters" hvor bistaderne bliver stablet op, når det bliver lidt lunere og lyngen begynder at blomstre for alvor. Herfra flyver bierne ud og samler masser af blomsterstøv fra lyngene, som så bliver til den mest fantastiske lokale lynghonning- det smager bare godt! 

Vi når endelig toppen efter ca 2 timer, den sidste stigning er på 6% og den trækker tænder ud på både mennesker og dyr. Heldigvis er der masser af bænke på toppen, hvor man kan tage sig et velfortjent hvil og gøre indhug i de medbragte drikkevarer. Men wauw en udsigt- hede, skov og store sten fra istiden, så langt øjet rækker 360* hele vejen rundt. Begejstringen er stor hos de 2 benede og der knipses løs med mobilkameraet. De 4 benede har fundet en plads i skyggen under en bænk, hvor de nu tager et velfortjent hvil og efter dømmen af deres højlydte snorken, er det tiltrængt:-) 

Vi vælger en rute på 3,9 km hjem- heldigvis primært ned ad bakke i modsætning til turen derhen. Denne gang kommer vi forbi små oaser med moser, vandløb, flotte "Hofs" ( tyske gårde i bindingsværk) og indhegnede får med deres fine små påskelam, som bræger om kap med fuglefløjt- altsammen tegn på at foråret er her. 

Udmattede og fyldt med frisk luft til krop og hjerne, kommer vi tilbage til camperen, hvor vi smækker benene op og får en velfortjent iskold øl. 

Aftensmaden består i dag af en rest hjemmelavet pull pork, græsk salat, tzatiki og fladbrød. Og efter at have set en smuk solnedgang er batterierne flade og vi hopper i seng. 

Hvilken herlig start på turen.  

Langfredag er en helt særlig dag 

... For det er min dag idag - min 46 års fødselsdag. 

Jeg bliver vækket med sang, gaver og et overdådigt morgenbord, med blødkogt æg og café latte. Ligesom jeg elsker det.

Efter opvask, tømning af gråt og sort vand, slipper vi igen Adriaen løs og begiver os lidt videre mod sydøst - helt nøjagtig 14 km længere sydpå til Bispingen, hvor Iserhatsche ligger - et eventyrligt jagtslot eller en blanding af Alice i eventyrland, Peter Plys hus og en kunstig vulkan med vanvittige samlinger, hvoraf flere er i Guiness rekordbog.  Der er f.eks. over 26.000 forskellige øl fra 190 forskellige lande. Eller hvad med 600.000 forskellige tændstikæsker? Eller verdens største frøsamling? 100.000 miniature flasker, svuppere hængende i loftet, sprællemænd i alskens farver og former- blot for at nævne lidt. 

I "vulkanens indre" finder du hekse kælderen med egen bageovn og fadølsanlæg og i riddersalen er der håndskårne træmøbler og de fineste lofts- og vægmalerier. Selve "slottet" er så detaljeret og udsmykket, at batteriet på telefonen næsten løb tør. Og så har vi slet ikke snakket om parken med alle citaterne og jern skulpturerne. Fantastisk for både børn og voksne. Stedet SKAL simpelthen opleves. 

Vi har parkeret Adriaen lige ved siden af "slottet", og beslutter os for at den godt kan blive holdene der og lade mere strøm på solcellerne i det flotte vejr, mens vi tager cyklerne ned i selve byen, hvor vi har set der ligger en italiensk iscafé. Charlie og Kahlua kommer i deres specialudviklede K9-rygsække, som er lavet af- og til aktive personer, der gerne vil have deres 4-benede venner med på eventyr, uanset om det er på cykel, bjergbestigning eller museum. 

Godt spændt fast på ryggen, er de også klar til cykelturen, og afsted det går.  Vel ankommet til iscaféen, får vi mange beundrende blikke og smil pga hundene på ryggen- de syntes det er helt fantastisk.  Vi får et bord på terrassen, en skål med vand til hundene og selv vælger vi 2 dejlige, kæmpestore isdesserter, som nydes i fulde drag med solen bagende fra en skyfri himmel. 

Mætte og tilfredse cykler vi tilbage til camperen- vi skal have fundet et sted at tilbringe eftermiddagen og natten.  Et hurtigt kig på P4N og valget falder på en skov lidt udenfor Bispingen. Her finder vi en lysning, hvor Adriaen lige kan være. Solen varmer stadig og vi sætter os udenfor med chips og et glas dejlig kold Riesling. 

Sulten melder sig langsomt, og der laves grøntsagslasagne i omniaen. Nem at lave og vellykket. Friske råvarer fra lokale markeder giver altid et godt resultat.

Hundene er ivrige efter en gåtur, da de har indtaget deres aftensmad, som dog kun består af tørfoder. Vi følger en markvej, som går langs skovkanten og vi ser hurtigt de første rådyr på marken. Længere fremme går der traner- det er virkelig et imponerende syn. Lydene og duften i skoven er helt speciel på denne årstid- frisk, kåd og dragende. Alting spirer hurtigt frem. 

På vores vej tilbage går vi imod solen og får denne aften verdens smukkeste solnedgang. Det er helt vildt, som man bliver ét med naturen, når man er afsted i sin campervan og finder disse små perler. En helt igennem perfekt fødselsdag er nået til sin ende, i en lysning, i en skov, i selskab med de 3 bedste i mit liv, omringet af natur og vilde dyr. Godnat!

Ophavsrettighederne ejes af Camperlifedk. Billederne må ikke benyttes uden samtykke.

Ophavsrettighederne ejes af Camperlifedk. Billederne må ikke benyttes uden samtykke.

Historien fortsættes...

Indtil da, kan du følge Line, Tommi og deres 4-benede venner på deres færden rundt i Adriaen. 

Vores skønne bloggere er nemlig på Instagram - og her kan du følge med i alle de nye ting, som de finder på. @Camperlifedk

Del
Tilbage
Impressum Juridisk meddelelse Cookies Adria garanti Sitemap
Copyright @ 2024 Adria Mobil d.o.o.