El-biler er fremtiden - og når Teslaen lydløst starter op hos Chris Gati og hans familie, er det med en Adria 613 PK på krogen. Læs med her, hvis du vil vide alt om elektrisk camping.
Mine 2 døtre (på 3 og 5 år) ventede spændt i deres bilsæder. I flere dage havde de spekuleret på hvilket legetøj der skulle pakkes. Min kone og jeg havde fyldt vores Adria til bristepunktet, rejsekopperne var fyldt med velduftende kaffe, og vores el-bil var fuldt opladet. Vi var klar til sommerferie.
På den her ferie skulle vi være afsted i 23 dage, men vi havde kun booket plads i den sidste uge af ferien. Den oprindelige plan var at køre langs Vestkysten i Norge – helt til Fredrikstad, men da vi havde tjekket vejrudsigten ombestemte vi os, og besluttede at køre direkte til Fredrikstad i stedet. En tur på 630 km.
Vi startede rejsen om eftermiddagen, og efter et par timer var børnene allerede faldet i søvn i bilen. 10 timer og 4 ladestandere senere ankom vi til Larkollen Camping. På campingpladsen er der 2 opladere til el-biler, så næste dag var batteriet fuldt opladet og klar til at køre igen. Larkollen ligger ud til Oslofjorden, og har en utroligt smuk beliggenhed. I flere dage hyggede vi med børnene, mens vi blandt andet kiggede på kitesurferne, som tæmmede bølgerne.
Den rolige og afslappende stemning var god for os, og vi nød det rigtig meget.
Vores næste stop var Aktivitetsbyen Camping i Fredrikstad – som kun ligger en times kørsel derfra.
Campingvognen parkerede vi udenfor Gamlebyen, som er en ældre by i Fredrikstad.
Det var faktisk der jeg voksede op, så jeg må indrømme, at der altid er noget helt specielt ved at komme tilbage dertil.
I centrum langs floden, er der en meget smuk "strandpromenade" fuld af restauranter, caféer og butikker. Det bedste af det hele er, at den helt vildt smukke ø ”Hvaler” ligger meget tæt op ad.
I dag – over 3 mdr. efter vores ferie, er der faktisk allerede åbnet en ny Tesla super-ladestander i Sarpsborg, og hvis du ikke allerede vidste det, har de åbnet op for, at alle el-biler kan bruge dem. Efter vores mening, er Tesla uden tvivl bedst, til at placere ladestandere flest mulige steder, men det er også de mest effektive og pålidelige standere.
Den nye ladestanders beliggenhed er i øvrigt perfekt for børnefamilier, fordi det ligger ved Inspiria Science Centre, som netop er til børn.
Den sidste uge af ferien, var helt sikkert højdepunktet for både børn og voksne.
Vi havde et par måneder forinden, booket en dejlig plads på Daftø Camping.
Det er en kæmpe campingplads med plads til cirka 800 campingvogne/autocampere.
Allerede første dag, mødte pigerne campingpladsens pirater, og vi fik også udforsket legepladserne, som der i øvrigt er 5 af.
Der er også 2 strande, en kæmpe swimmingpool - og så er der også campingpladsens helt egen temapark!
På vores 2. feriedag på pladsen, havde vi allerede besluttet, at vi bare gerne ville have en dag ved poolen. Pigerne glædede sig rigtig meget, og kunne næsten ikke sidde stille under morgenmaden.
Det blev kun bedre, da vi opdagede, at der faktisk var 2 separate pools med forskellige dybder. Den ene ende var beregnet til små børn.
Ligesom alt andet i Daftø, havde poolområdet selvfølgelig også pirattema, og i midten af det hele, står der et piratskib med vandkanoner.
Jeg skulle oplade Tesla’en, og Daftø ligger tæt på en af de gode shopping-steder, Strømstad Shoppingcenter. Min kone blev ret glad, da vi tilfældigt fandt ud af, at Tesla havde installeret en ladestander på parkeringspladsen. Der er mange nordmænd, der som os, elsker at shoppe i Sverige, fordi priserne er ret gode.
Efter en smuk uge i Sverige, var vores ferie allerede ved at være slut, så vi måtte modvilligt pakke sammen og køre tilbage til Ålesund. I bilen - allerede inden vi kørte, blev vi enige om, at vi helt sikkert havde taget et par ekstra dage, hvis det havde været muligt.
For 3 år siden da vi købte vores første campingvogn, var Model X fra Tesla den eneste el-bil, som levede op til vores forventninger. Da min kone arbejder i en norsk virksomhed, som chef i en afdeling der beskæftiger sig med bæredygtighed, vil vi ikke tilbage til en bil på brændstof.
I dag er listen over el-biler, som lever op til vores forventninger, vokset helt vildt – også selvom vores Adria Adora 613 PK er ret tung. Jeg kan kun forestille mig, at der kommer mange flere muligheder indenfor de næste 3 år. Der er faktisk allerede kommet en el-bil på markedet, som er udstyret med et strømstik der sikrer, at du har strøm til campingvognen hele weekenden, hvis du fx fricamper!
Dengang vi startede med at trække vores campingvogn med el-bil, krævede ferierne en del mere planlægning end de gør i dag. Nu er der kommet mange flere ladestandere til, også lyn- og super-ladestandere. Det betyder, at vi næsten kan lade vores Tesla op over alt. Vi foretrækker som tidligere nævnt de ladestandere som Tesla laver, men hvis en af pigerne fx skal have en pause til at strække ben, så bruger vi bare nærmeste ladestander.
En fuld opladning giver os en rækkevidde på cirka 230-250 kilometer - men vind og vejr er en stor faktor i regnestykket. Man skal også huske, at hastigheden for opladning falder, når batteriet har nået en bestemt procentsats. Nogen gange kan det tage lige så lang tid at komme fra 80-100%, som fra 5-80%!
For at undgå alt for lang ventetid, lader vi næsten altid kun batteriet op til 80-85% inden vi kører igen. Det tager os lidt over en halv time, så det passer helt perfekt med en kort pause til toiletbesøg og lignende.
Vi planlægger altid næste opladning inden vi kører - og altid med nogle kilometer som buffer, så vi ikke løber tør for strøm. Normalt lader vi Teslaen op igen, når vi har kørt mellem 175-200 km.
Hver eneste gang vi ankommer til en ny campingplads med vores Tesla og vores Adria, får jeg rigtig mange spørgsmål om, hvordan det er at ampere med en el-bil - og ikke mindst trække med en.
Folk er nysgerrige på, hvor hvor tit det er nødvendigt for os at lade bilen op, om den kører- og ligger godt på vejene mens den har en tung campingvogn på krogen, men de spørger også meget til, hvordan jeg tror fremtiden bliver.
Mit svar er: Det her er fremtiden!
Møller Group i Norge har allerede meldt ud, at de i 2025 udelukkende vil sælge el-biler til det norske marked. Om nogle år tror jeg, at alle producenter af campingvogne, er nødt til at tilpasse sig de styrker og svagheder, som medfølger når el-biler bliver mere udbredte.
Det er gode nyheder for vores jordklode. Men også for os, for vi synes i høj grad også, at camping handler om at passe på - og nyde naturen.
Hvis vi ser helt bort fra rækkevidde, så er el-biler perfekte til bugsering! De er tunge og har ofte en lang akselafstand. Tyngdepunktet er lavt pga. de store batteripakker, som er placeret under gulvet. Og så er power! Der er så meget kraft, at man nemt kan tage stejle bakker uden at mærke, at man har en campingvogn efter. Jeg mærker det hvertfald ikke, når jeg har vores 2-tons tunge Adria 613 PK spændt efter - og nogen gange må jeg kigge i spejlene, for at minde mig selv om, at jeg kører rundt med en campingvogn.
Rækkevidden er det største problem lige nu. Når vi har campingvognen med, falder rækkevidden til det halve af det vi kan køre, når vi ikke har noget spændt efter. Bredde på vognen, kørselshastigheden og aerodynamik er de faktorer, der har størst indvirkning på forbruget. Vægt, længde og antal aksler har også en betydning - men ikke i nærheden af den rolle, som aerodynamik har.
Luftmodstanden øges gradvist sammen med hastigheden. Hvis du fx. øger din fart fra 60 til 90 km/t - så fordobles luftmodstanden!
Vores bil er en Tesla Model X Long Range med en batterikapacitet på omkring 100 kWh, træk kapacitet på 2250 kg, og en normal rækkevidde på omkring 515km.
Vores campingvogn er en Adria Adora 613 PK, med en kalkuleret vægt på 1450 kg. Med batteri, mover og alt vores andet udstyr, vejer den fuldt oppakket omkring 2000 kg. Den er 250cm bred og 820cm lang inkl. træktøj.
Er du velkommen til at kontakte mig, eller følge min Instagram. Måske kan jeg hjælpe dig med at tage skridtet og skifte til en elbil - eller med en anbefaling af en god campingvogn.
Du kan kontakte mig på email: chris.gati@gmail.com
Vi har også en Facebook-side der hedder Campingvogn og Elbil, hvor du kan finde mange gode tips og erfaringer fra andre.