Længe ventet påsketur - del 2

Påskelørdag begynder med fuglefløjt og et dejligt varmt bad midt ude i skoven. Tommi går med Charlie og Kahlua denne morgen, mens jeg laver morgenmad og kaffe. Vejret er lidt mere gråt i dag, så vi beslutter at tage på "mande" museum. Deutsche Panzermuseum i Munster.  Vi kører afsted igennem de smukkeste skove, som syntes at fortsætte uendeligt. Vi ser både rovfugle, egern, vildt og en grævling- desværre er den dog død. Vi forsøger altid at ankomme tidligt til attraktionerne vi vil besøge. Så er det nemlig nemmest at udsøge sig den bedste parkeringsplads og også nemmest at parkere med sin +6.40m vogn.😉 Vi ankommer derfor lidt over 100 og der er allerede godt gang i den på p-pladsen. Men vi finder hurtigt et godt sted i skyggen under et træ, da hundene ikke må komme med ind på museet.  Vi bakker Adriaen ind af 2 årsager. Både så vores lange bagende stikker ind over græsset, og fylder mindst muligt foran i parkeringsbåsen - men også fordi det så er nemmere at komme derfra igen. Vi går lige en hurtig tissetur med hundene, og så går vi ind på Deutsche Panzer Museum og oplever de forskellige kampvogns modeller, som de har udviklet sig gennem tiden - og her er Tommi i hans es.  Normalt er han jo den lidt stille type, men her har "Mads Motormund" virkelig fået smurt stemmebåndet og fortæller med passion i stemmen, mens han laver fagter med armene om de mange forskellige maskiner - hvad de kan, hvilket kælenavn de har, hvornår de er fra osv. Vi møder både "Brummbär Sturmpanzer IV", "Battling bitch" og " Schwimmwagen".  Jo der var nok at berette om og heldigvis for det , for så blev munden da holdt varm- som det eneste. For det var 5 store lagerhaller uden varme, og en pænt kold fornøjelse, hvor det efterfølgende tog flere timer at få varmen ordentligt igen😉 Så husk varmt tøj, når I ligger vejen forbi Deutsche Panzer Museum i Munster- for det er et cool sted. Især for kvinder der gerne vil gøre deres mænd til små drenge igen med julelys i øjnene.... 

Med en let rystende krop, lige ved og næsten forfrysninger på næse og hænder, så er det dejligt, at der hurtigt er varme i Adriaen. 

Vi satte kursen mod Celle, byen som den danske Dronning Caroline Mathilde blev forvist til i 1772 og hvor hun døde i 1775.  Den gamle bydel i Celle er meget smuk og består af over 400 bindingsværkshuse. Slottet, som er omgivet af en flot park, rejser sig som en kæmpe, midt i byen.  Vi nød vores gåtur rundt i Celle, for solen tittede frem og varmede vores kroppe. Vi fandt os også en god kop kaffe, serveret på et fint lille fortovs sted "Café am Fenster", som forøvrigt havde fået en pris for bedst restaurerede bindingsværk 2020. På fortovet foran nabobygningen, blev stemningen dog hurtigt lidt mere trykket. For som i de fleste byer i Tyskland, var der her også nogle brosten, der var skiftet ud med messing plader. 5 stk var der her, med navne på en helt almindelig familie, mor, far, 2 døtre og en bedstemor, som blev flået ud af deres hjem, deporteret til henholdsvis Lodz og Auschwitz - alle blev de frarøvet deres liv, blot fordi de var jøder. Tragisk, ufatteligt, ubærligt.

Efter ca. 12.000 skridt, 1000 billeder og nye oplevelser der skulle bearbejdes i øverste etage, gik vi tilbage til bilen og satte kursen mod næste stell-platz i byen Bergen.

Efter at have handlet godt ind i det lokale supermarked, fandt vi vores plads for natten. En hyggelig lille Stell-platz, midt i Bergen by, med plads til 6 autocampere. På trods af den lille størrelse på pladsen, var der både mulighed for tilslutning til strøm, tømme-muligheder til gråt og sort vand og påfyldning af drikkevand. Meget imponerende, når man ved hvor meget anlægsomkostningerne for disse anlæg er. Kun 10 Euro for 24 timer på denne plads. Pengene skulle i en kuvert og afleveres i postkassen ved rådhuset, så det gav en god grund til lige at få rørt benene lidt igen, inden aftensmaden, og inden roen skulle sænke sig over Adriaen igen.

Endnu en dag med masser af indtryk- både godt og ondt.

Påskedag vågnede vi igen op til fuglefløjt og flot vejr- en stor kontrast til det vi havde planlagt- en tur til Bergen- Belsen kz lejr.

Vi ville egentlig have cyklet derud, ca. 8 km fra vores overnatningsplads, men en hurtig søgning på nettet gjorde, at vi blev opmærksomme på, at hunde ikke var tilladt, hverken inde på besøgscentret eller ude på området omkring. Ved nærmere eftertanke er det jo helt forståeligt. Det er jo respektløst overfor alle dem, som ligger begravet der, som måtte lade livet under de mest forfærdelige forhold på det sted. 

Så efter endnu en god og solid morgenmad- nærmere betegnet brunch, startede vi camperen og kørte afsted. Igen var det igennem de mest imponerende og fredfyldte skove. Og der- midt inde i al denne skønhed- lå dette frygtelige sted. 

Parkeringspladsen var tom da vi ankom, så det var nemt at finde den bedste og mest skyggefulde plads. Hundene blev luftet igen, inden de skulle være alene og sove formiddagslur, mens vi skulle se, lære om og mindes, alle de mange ofre, som Bergen- Belsen havde krævet.

Besøgscenteret åbnede i 2007. Det er et stort og gråt bygningsværk, med masser af historier, fortalt gennem interviews med forskellige overlevende, indbyggere i nærheden, dokumenter og papirer fra lejren. En stor bygning med tid til eftertænksomhed, stilhed, respekt og indvirkning på de besøgende. 

Efter en rundtur indenfor var det tid til at få lidt frisk luft, at kunne føle at man trak vejret igen- det var svært indenfor, fordi man automatisk lod være, overvældet af billeder, historier og triste skæbner. Det hele bliver endnu mere virkeligt på disse steder, når man hører historierne fra ofrenes egen mund. Vigtigt at de findes og videreformidles.

Solen skinner, fuglene synger og alligevel er det kun triste miner man møder udenfor. En nærmest majestætisk stilhed blandt de besøgende. 

Et kæmpe stort ryddet område mellem træerne, viser hvor barakkerne har ligget. I dag er det massegrave med titusinder af ofre. Mange døde inden lejren blev befriet 15. april 1945, men over 13.000 døde efter. Vanvittigt, meningsløst, ufatteligt.

Der er rejst gravsten for nogle af ofrene, af ofrenes familier- den mest iøjnefaldende og besøgte er naturligvis Margot og Anne Franks. Græsset er slidt helt væk foran stenen, besøgende har lagt blomster, skrevet hilsener og grædt. For os var den mest mindeværdige en gravsten for en ung kvinde, 20 år gammel. Først deporteret til Theresienstadt i august 1944, dernæst kom hun til Auschwitz, for derefter at komme til Gross Rosen, for til sidst at miste livet i Bergen-Belsen marts 1945- kun 2 måneder før briterne befriede lejren. Forfærdeligt!

Tommi og jeg blev enige om, at den bedste måde at ære ofrene på, er at nyde og leve livet fuldt ud mens vi kan. For vi har det kun til låns. Og ingen kender dagen, før solen går ned.

Efter dette besøg på Bergen-Belsen, var kroppene og hovederne mættet med indtryk. Vi kørte afsted i stilhed- mod nord. Mod trygge Danmark. Vi valgte motorvejen fra, kom igennem en masse hyggelige landsbyer, hvor skilte med "Erste Spargeln" og frische Erdbeer" aus eigner Hof stod malet ved vejen. Uhh hvor det fristede, men vi stoppede ikke. Vi stoppede først, da vi nåede Scharnebeck ved Elben. Da var hovederne blevet klaret igen og sulten meldte sin ankomst. Det blev til en dejlig frokost i græsset ved Elbens bred efterfulgt af en gåtur på diget, stadig i det skønneste vejr. Vi overvejede kort at tage en overnatning ved Kielerkanalen, men da der kun var halvanden time hjem, blev vi enige om at eventyret havde nået sin ende, for denne gang og vi satte Adriaen i gear igen og kørte de sidste 130 km hjem.

Tyskland er et fantastisk autocamper venligt land. Her er der stellpladser i næsten hver en by og overnatning i det fri er også tilladt. Prislejet ligger fra 5-25 euro pr nat på de etablerede pladser. Campingpladser er der også masser af, men dem bruger vi sjældent, når vi er undervejs i Tyskland, netop på grund af de førnævnte fantastiske muligheder skræddersyet til autocampere/ autocampervans.

Vi har med vilje opgraderet vores Adria med solceller, lithium batteri og ekstra toiletkasette, så vi kan faktisk klare os selv helt op til 5 dage uden at være tilsluttet strøm eller være afhængig af mulighed for toilet tømning. Men vand er vi nødt til at have på ca hver 3. dag, da vi jo bruger en del vand dagligt. Vi bader i vognen, laver mad, kaffe, saftevand, hundevand, vasker op og bruger naturligvis også vand til toilettet. Vi benytter alle de faciliteter, som er indbygget i vores campervan- det er nemlig dét der gør, at vi har den store frihed.

Tak fordi du læste med om vores påsketur 2023.

-Charlie, Kahlua, Line og Tommi.

Følg familien på Instagram

Blev du nysgerrig, og vil du vide mere om livet i en Adria? 

Smæk benene op og sæt dig godt til rette.

Vores skønne bloggere er nemlig på Instagram @camperlifedk - og her kan du følge med i deres kommende eventyr, gode idéer og meget, meget mere!

Husk også at holde øje med næste blogindlæg fra Line, Tommi, Charlie og Kahlua - det vil du ikke gå glip af.