Camping er hvad man gør det til!

Jeg havde booket plads hjemmefra på en campingplads i nærheden, der hedder Campingpark Lüneburger Heide, og vi faldt egentlig pladask for pladsen, men også området. Det er, efter min mening, en overset plet i Tyskland.

Campingpladsen havde nogle fantastiske faciliteter, en god stor legeplads for forskellige aldre, en indhegnet hundegræsplæne, en hyggelig butik med souvenirs, en natursø at bade i, små grise i indhegning, gocarts og morgenbrød, som på langt de fleste pladser. Varm anbefaling herfra – god plads, også til flere end bare et par dage. Altea’en på 5-6 meter kan sagtens være dér også, og dejligt med nogle fliser at træde ud på.

Efter et par dage gik turen videre til Østrig - og bjergene! De smukke bjerge drages jeg af hvert år!

Vi havde bestemt os for at besøge Kämten i år. Et område, der stikker helt ned til grænsen ved Slovenien og Italien. Vi skulle besøge to plader - begge gode til forskellige behov.

Den første, vi skulle besøge, var Camping Brunner Am See - en plads, der havde udmærket sig med priser i forskellige konkurrencer om "hvem er den bedste campingplads" osv. Så forventningerne var høje.

Jeg ved ikke om vi blev skuffet – men pladsen er måske lidt overvurderet i tekster, priser osv. I al fald ifølge vores personlige oplevelser. Det bærer meget præg af turisme, og at man forsøger at få så mange ind på en relativ lille plads, som muligt. Det gør noget ved hyggen. Der er meget konkrete og skarpe regler for hvordan og hvorledes man skal placere sig, og i stedet for at følge med ned og guide os, fik vi forklaring på rekordhurtigt engelsk i receptionen, og på en 4-siders tysk folder med mikroskopisk tekst. Held og lykke, tænker man, efter at have været på farten i noget, der ligner 2 dage.

Det hjalp heller ikke, at der, ligesom vi fik vognen frakoblet bilen, kom et kæmpe uvejr, der rasede hen over hovederne på os. Store hagl, mange lyn og meget torden. Så var pladen ligesom fuld, og med lille uvidende dreng på skødet løb tårerne ned ad kinderne på mig. Her bagefter, når jeg tænker tilbage, var det nok frygten for en spoleret ferie, jeg var mest bange for. Især efter uvejret i Italien sidste år, der ødelagde manges vogne og biler. Haglene her på turen var virkelig store, og jeg tænkte; nu ryger ferien. Heldigvis holdt en hånd over os, og vi slap uden skader på vogn og bil, og vi kunne fortsætte med at placere os på den lille plet, vi var blevet tildelt.

Udover nogle små sammenstød med personalet, og ovennævnte ting, var pladsen i og for sig god nok – stranden er privat, og er virkelig fin til børn, da sandkassen nærmest ligger i vandet. Dejlig klart vand, og god mulighed for skygge og sol. De har også indendørs legeland, men det var tit aflåst. Hvorfor fandt vi aldrig ud af.

Det skal i øvrigt siges, at undervejs mod campingpladsen, kan det ikke anbefales at køre over et lille pas i bjergene for at nå frem. Tag hellere den lidt længere vej med motorvejen, og kom godt derhen. Det andet var på et tidspunkt meget spændende, og jeg troede faktisk ikke, at vores bil kunne trække os helt op over (en Qashqai med 115hk kan alligevel trække 1500kg ret godt skal jeg hilse og sige til dem, der spekulerer i om deres biler kan trække jer op over bjergene) Vejene var meget smalle, og der kom også modkørende, der heldigvis var meget tålmodige!

Vi fik set lidt af hvert – først kørte vi en tur ind til byen Villach, der er en gammel historisk flot by. De gør utrolig meget ud af at pynte med paraplyer, hyggelige cafeer, en fin lille børnebutik, og en flot katolsk kirke, man kan besøge indenfor også. Parkering er faktisk relativt nemt i byen – hvad vi kunne se var der en del parkering uden betaling, og tæt på bymidten. Det kan anbefales at se gaden med alle paraplyerne - der er virkelig flot og hyggeligt!

Vi fik også kørt op af en gammel alpe-rute. Her er der kun en vej op og en vej ned – og det er en betalingsvej. Næsten på toppen ligger der en udmærket restaurant, hvor vi nød et par Wienerschnitzler. Her er en god legeplads og en udsigt, man kun finder på disse ruter. Desværre var den noget sløret, så jeg vil nok anbefale, at man kører den tur, når der har været et uvejr, der har renset luften. Uvejr plejer i al fald at hjælpe i bjergene, når man gerne vil se noget knivskarpt.

Efter 7 dage her på pladsen pakkede vi tingene sammen, og kørte ca. 40 minutter længere mod syd til campingpladsen Alpenfreude. Og her ville gæstfriheden absolut ingen ende tage! Utrolig venlig og imødekommende værtspar, der endda åbnede receptionen for os, selvom vi kom midt i middagspausen.

Der var en sublim udsigt til bjergene! Flotte skallede bjerge i horisonten. Begejstringen var tårnhøj, lad mig bare sige det sådan. På minussiden er pladserne ganske små – vores vogn kunne akkurat være på matriklen, og så ragede den endda få cm ud over.

Faciliteterne er i meget ældre stand – det er vel et levn fra 80’erne. Det fungerer og der er forholdsvis rent. Pladsen ligger ved siden af en offentlig pool, og man kan få rabat ved indgangen på campingpladsen.

Her skulle vi også opleve et stort uvejr – og jeg har sjældent oplevet uvejr dernede med så meget storm, at campingvognen ligefrem står og vugger med. Grankogler fløj om ørene på os, og igen hagl, lyn og torden. Det er jo den risiko, man tager, ved at køre derned.

Udover uvejr og en ældre, men udmærket campingplads var vi også en tur ude i bjergene for at køre med et tog, der kører fra en opsamlingsplads og længere ind i bjergene. Mange bruger linjen til vandreture, og går man vejen tilbage fra stedet, hvor toget holder og vender om, går man 3 km. Undervejs tilbage er der en lille, men fin restaurant – vi besøgte den dog ikke. Det koster penge at holde på p-pladsen, så man skal huske mønter, og derudover er der en lille legeplads og toiletfaciliteter.