Tilbage
08.09.2021

BLOG: Forlænget kæreste-camping-weekend

Dobbeltseng, panoramavindue, gulvvarme, loungestole, espressomaskine og stort køleskab med champagne. Det var rammerne for en kæresteweekend uden børn. 

EN LÆNGE VENTET WEEKEND! Dobbeltseng, panoramavindue, gulvvarme, loungestole, espressomaskine og stort køleskab med champagne. Det var rammerne for en kæresteweekend uden børn. For mange ville der her, danne sig et billede af en weekend på et lækkert hotel. 

Men det er faktisk rammerne for vores campingvogn. Og som vi jo er, skulle en kæresteweekend selvfølgelig også være i campingvogn.

Charlottenlund fort

Per havde valgt Charlottenlund Fort Camping - en campingplads der er placeret inde i det gamle fort, som er fredet. 
Servicebygningen er lavet i de gamle kasematter. Kanonerne står stadig i front og voldene rundt om fortet, danner en fantastisk udsigtspost. 

Det er et roligt og intimt sted med få pladser. 

Vi havde cykler med og med en cykeltur på ca. 30 min. ramte vi centrum. 

Turister i København

Vi bor på Sydfyn – og selvom vi har været i København flere gange, er det ikke et sted vi besøger ofte som turister. Derfor tog vi en rigtig klassisk tur som turister i København.

Fredag startede vi ud med Nyhavn, hvor vi indtog dansk frokost og slog mave med en slentretur gennem strøget. Tror det eller ej, Dina holdt faktisk dankortet fuldstændig i ro.

Og hvad gør to barnlige sjæle bagefter? De tog selvfølgelig cyklerne videre til Tivoli og købte turpas. 
Det var også til vores fordel, at netop denne fredag var Fredags Rock. Der blev derfor både hørt god musik og prøvet forlystelser. Vi havde helt glemt hvor fantastisk et sted, Tivoli er.

Lørdag formiddag, tog vi til Valby, for som inkarneret Olsen Banden fan, MÅTTE vi til Nordisk Film og se deres udstilling. Virkelig et besøg værd for dem der elsker Olsen Banden. 

Lørdag aften tilbragte vi selve pladsen, fordi vi skulle spise på Restauranten Charlottenlund Fort som ligger på selve campingpladsen, og det var virkelig et besøg værd! 
Vi fik deres lækre tasting-menu og tilhørende vine. Trods en fornem menu, var stedet afslappende og en kvik tjener fik smil frem på læben. 

Alting har en ende...

Søndag var den fantastiske weekend forbi. Vi tog en rolig morgen i vognen, nød hinandens selskab og en god morgenmad. 
Det var en hurtigere nedpakning end normalt. Der var ikke to unger der stak af eller børnevogn og legetøj der skulle pakkes ned. Det var skønt at prøve den nye vogn som et hotelværelse. 
Det var var også en af de funktioner vi havde håbet den kunne opfylde. Det har den gjort med topkarakter. 

Vi brugte samlet 600 kr. på overnatning. 2 voksne fra fredag til søndag. Dette havde set betydeligt anderledes ud, hvis vi havde lejet et hotelværelse. 

Vi glæder os allerede til næste kærestetur!

Fakta & links:

Det oplevede vi:

Charlottenlund Strandpark
Hellerup Strand
TIVOLI
Nordisk Film